Fra Lake Isabella , CA, til Victorville, CA 133 miles
20. august 1997
Afgang kl. 9.00 am. Ankomst kl. 11.30 am. (rekord) - 133
miles
Nu er vi i begyndelsen af Mojave ørkenen! Pludselig
husker vi, hvordan det er at køre i en ørken. Denne er lige
så øde som de andre f.eks. Great Salt Lake Desert i Utah og
Death Valley i Nevada, vi før har kørt igennem. Her er en
masse Yoshua træer. Dem har vi vist ikke set før.
De er meget dekorative. Selvfølgelig kørte Mogens
lidt senere ind på et temmelig tvivlsomt sted for at fotografere.
En helt uddød by og mergelgrav med efterladte transportbånd
og grave- maskiner. Faldefærdige huse med åbenstående
døre og vinduer. Mogens holdt på, at der ikke var en sjæl
og gik ud og tog billeder. Jeg blev mere og mere hysterisk og blev inde
i bilen. Vi overlevede og blev der kun kort. Men ærlig talt, hvem
af os, der var forkert på den, blev vi aldrig enige om. Jeg blev
ved med at se en af disse degenererede individer fra Wisdom med sorte tænder,
hængerøv og en riffel i hånden for mig, mens Mogens
kun så det som endnu en spændende ghosttown.
Så var der pludselig en kæmpe solfangerpark – midt i ørkenen
– Solar Electric General Corp. Hvilken herlig idé. Et kæmpeareal
dækket af solfangere. Og sol var der nok af.
Og nu er vi havnet i den oase, vi havde håbet at være i
i går: Victorville. Campingpladsen med græs (som vi naturligvis
ikke må slå vores telt op på), skyggefulde træer
og den dejligste swimmingpool, som vi har for os selv, fordi vi er ankommet
så tidligt på dagen. En lun brise – 34 grader i skyggen, som
vi er begyndt at kunne udholde samt et par kølige Budweiser. Livet
er ikke det værste, man har.
Frokosten indtager vi hos Peggy Sue’s. En 50’er ”diner” med jukebox
musik fra dengang, milkshakes og burgere, og en indretning med ”båse”
og servitricer med små lyserøde forklæder. Sødt.
Victorville har 16.000 indbyggere. Vi forsøgte at købe
ind på hovedgaden, men fandt ingen butikker med mad. Det var en dejlig,
bred gade. Store gamle huse med grønne træer i begge sider.
Men 2/3 af butikkerne var lukkede. Byens centrum var næsten øde.
Al handel foregik uden for byen i den nye kæmpestore ”mall”. Her
var nye bygninger, nøjagtig de samme som vi ser i udkanten af andre
byer. De samme forretninger, de samme fastfood restauranter og de samme
store parkeringspladser. At man ikke har prøvet at lægge butikkerne
i de gamle bygninger, og parkeringspladserne bagved hovedgaden – som i
Køge – er ubegribeligt og sørgeligt. For Victorville har
garanteret været en dejlig lille provinsby for nogle årtier
siden. Nu ser det ud til, at befolkningen har nok i de store supermarkeder,
de hurtige spisesteder og så fjernsynet der- hjemme. Men Victorville
har et museum for Route 66! Den vej, som Mogens har fablet om, vi skal
køre ad, og som vi forgæves har forsøgt at få
et kort over flere steder. Endelig ser det ud til at være lykkedes.
Museet var bestemt en interessant oplevelse. Det bestod af
tre små rum med en omfat-tende samling af billeder og souvenir i
det ene rum, souvenirsalg i det andet, og to lænestole til de to
ældre, frivillige damer, der passede museet, i det tredje rum. Den
slags museer er altid gratis, men man ser gerne en donation og lidt souvenirkøb.
Det er jo forståeligt. Vi donerede og købte desuden et par
flotte veteranbiler (legetøj). Til os selv – så kan børnebørnene
få lov til at lege med dem hos os. Punktum.
Det vigtigste, vi købte, var dog en bog om den oprindelige Route
66, hvis spor vi vil forfølge. Vejen er flot håndtegnet
i bogen. Dog ligger den lidt anderledes end Andersen Booking havde
troet, men lad gå! Den er også afbrudt mange steder. Enten
helt forsvundet, eller den gamle vej er lavet om til motorvej. Route 66
er ikke alene en vej, det er en historie, ja mere end, det er på
mange måder amerikanernes forbindelse med deres fortid og rødder.
|